
I denne hidtidige serie, “Understanding the Middle East” (QB84 og QB85), har jeg fremhævet karakteren af den åndelige kamp, der præsiderer over de begivenheder, der udspiller sig i Mellemøsten. Et komplekst tæppe af profetiske og geopolitiske tråde væves sammen i både det synlige og det usete rige. Forsoningen mellem de gamle skriftske orakler og aktuelle verdensbegivenheder bliver mere og mere tydelig, og enhver uklarhed over den eskatologiske fortælling letter som morgentåge brændt af den opgående sol. Et specifikt resultat venter – en kulmination på alt det, der er gået forud, og som konvergerer til en endelig konklusion. Mellemøsten, med Jerusalem som den ultimative præmie, er arenaen, hvor dette slutspil udspiller sig.
Selv en tilfældig læsning af Jesu lære om de sidste tider og apostlenes breve efterlader ingen tvivl: der er problemer forude. Apostlen Johannes, der har fået til opgave at nedskrive apokalypsen, afslører, at tingene vil blive meget værre før det godes endelige triumf over det onde. Når Herren Jesus Kristus vender tilbage i fylden af sin majestæt, magt og myndighed, vil han fuldføre sin messianske opgave og bringe frelse til alle dem, der er rede til og venter på hans herlige genkomst. Dette er det evige håb, som vi alle er blevet inviteret til – ikke i det, der er nu, men i det, der skal udgå. Uanset dette livs lidelse venter der dem, der har sat deres lid til Jesus Kristus, en herlighed, der langt opvejer de timelige prøvelser, vi står over for.
Striden om jord
En af de centrale tråde i dette tapet er striden om land, hvor historiske krav ikke levner meget plads til harmoni, og geopolitiske og religiøse rettigheder bliver forvirrede. Som følge heraf synes verden nu mere polariseret end nogensinde før med hensyn til Israel og Palæstina, med en varig løsning, der overgår de flestes forhåbninger. Mit mål med denne serie er ikke at advokere for den ene side mod den anden. Jeg ønsker ikke at være stridbar eller yderligere polarisere meningerne – langt fra! I stedet er det at tage et skridt tilbage fra labyrinten af meninger på sociale medier og geopolitisk rapportering og alvorligt undersøge skriften for visdom og forståelse for at skelne verdensbegivenheder med et kompas, der er kalibreret til Guds ord snarere end nogen anden dagsorden eller fordom. Før vi tilpasser os enten det israelske eller palæstinensiske perspektiv, bør vi sikre os, at vi har et omfattende bibelsk syn, en linse, hvorigennem vi kan identificere nogle robuste principper, der kan hjælpe med at formulere et klarere perspektiv og behandle tanker og meninger. På den måde undgår vi uforvarende at blive rekrutteret til en kampagne der kan give næring til oprørske planer.
Betingelser for genoprettelse i Bibelen
Tidligere har jeg fremhævet, hvordan der er specifikke forhold og en tidslinje, der angiver, hvorfor og hvornår Herren vil opfylde sit løfte om at bringe Israel tilbage fra det sted, hvor det var blevet spredt blandt nationerne. Vi så i Femte Mosebog 30:1-6, at en forudsætning for at aktivere Guds løfte om deres genkomst var, at deres hjerter på forhånd vendte tilbage til ham, idet de adlød hans røst i overensstemmelse med alt, hvad han havde befalet dem. Det er Israels pligt at vende tilbage af hjerte og sjæl til Herren og hans befalinger, fordi Herrens løfte om at genoprette Israel til deres hjemland er afhængig af dette kriterium.
Når vi udvikler dette begreb om genoprettelse yderligere, er vi bekendt med 2 Krønikebog 7:14, som lyder: “Hvis mit folk, som er kaldet ved mit navn, vil ydmyge sig og bede og søge mit ansigt og vende om fra deres onde veje, så vil jeg høre fra himlen og tilgive deres synd og helbrede deres land.” Dette elskede vers bruges i mange sammenhænge, men det gør i bund og grund den forbindelse, at tilgivelse for synd og helbredelse af land er betinget af folkets hjerte, demonstreret gennem deres omvendelse og ydmyghed i at søge Herren. Ved at forbinde disse to passager sammen bemærker vi, at:
Genoprettelsen er ikke et menneskeværk, men af Gud, og det kræver en nations anger for at opnå hans barmhjertighed og afværge dom.
Har Israel opfyldt disse betingelser?
Spørgsmålet er naturligvis, om denne betingelse om ydmyghed og anger er blevet opfyldt, enten helt eller delvist. Selvom der kan være en vis debat om dette punkt, kan vi dog være sikre på, at den dag stadig kommer, hvor Israel vil acceptere Jesus som deres Messias (Lukas 13:35). For som Paulus skriver:
“(25) For at I ikke skal være vise i jeres egne øjne, ønsker jeg ikke, at I skal være uvidende om dette mysterium, brødre: En delvis forhærdelse er kommet over Israel, indtil hedningernes fylde er kommet ind. (26) Og på denne måde vil hele Israel blive frelst, som der står skrevet: ‘Befrieren skal komme fra Zion, han vil fordrive ugudelighed fra Jakob’; (27) ‘Og dette vil være min pagt med dem, når jeg tager deres synder bort.'” – Romerne 11:25-27
Disse vers og andre viser, at Israel som nation endnu ikke har anerkendt Jesus som deres Messias. Den dag venter, hvor Herren vil udgyde en nådens ånd og bønner om barmhjertighed over Davids hus og Jerusalems indbyggere, så at de, når de ser på ham, som de har gennemboret, skal sørge over ham, som man sørger over et enebarn, og græde bittert over ham, som man græder over en førstefødt (Zakarias 12:10
).Helbredelsen af landet
Lad os stoppe op og tænke et øjeblik. Hvis helbredelsen af landet er en handling fra Gud som svar på et folks omvendelse, er grundlaget for at tilgive synder ikke længere gennem blodet fra tyre eller bukke (Hebræerne 10:1-4), men gennem Jesu sonoffer (Hebræerne 9:12-14), så rejser det spørgsmålet, indtil Israel accepterer deres Messias: Hvordan kan deres land blive helbredt? Desuden, hvis skriften indikerer, at Israels frelse venter på Herrens dag, betyder det så, at deres land vil forblive under strid, indtil Jesus vender tilbage? Det tror jeg. Er vi derfor uden håb om fred i Mellemøsten? Bestemt ikke. Ja, vi skal bede for fred i Jerusalem (Salme 122:6-9). I sidste ende kan svaret på disse bønner kun findes i Ham, der er Fredsfyrsten (Esajas 9:6). Men fred kommer i mange forklædninger og kan opnås på et eller andet niveau, når der er vilje til at søge den fra alle sider.
Konklusion og fremtidsudsigter
Sammenfattende har jeg udviklet konceptet om, at genoprettelse af landet kun er mulig gennem genoprettelsen af forholdet mellem Israel og Gud, og grundlaget for dette forhold er gennem hans Søn, deres Messias, Jesus Kristus. Princippet her er enkelt: først forhold, så genoprettelse. Det gælder både på individuelt og virksomhedsniveau. Gennem et personligt forhold til Jesus som Herre og Frelser bliver vores liv genoprettet fra slaveri til sønskab, fra mørke til lys, fra død til liv. På virksomhedsniveau har en nation også et forhold til Gud. Han forbliver suveræn over alle nationer og holder hver enkelt til regnskab (ApG 17:26-31). Her er, hvad Jeremias skrev om Guds forhold til nationer:
Hvis jeg på noget tidspunkt bekendtgør, at en nation eller et kongerige skal rykkes op med rode, rives ned og ødelægges, og hvis den nation, jeg advarede, angrer sin ondskab, så vil jeg give efter og ikke påføre den den katastrofe, jeg havde planlagt. Og hvis jeg på et andet tidspunkt forkynder, at en nation eller et rige skal bygges op og plantes, og hvis det gør ondt i mine øjne og ikke adlyder mig, så vil jeg genoverveje det gode, jeg havde til hensigt at gøre for det.” – Jeremias 18:7-10
Alt, hvad Gud gør, er udarbejdet gennem de juridiske protokoller om retfærdighed og retfærdighed. Han er en Gud, der indgår pagter og holder pagter. Da Gud udfriede Israel fra Egypten, indgik han en ægteskabskontrakt med hende på Sinaj Bjerg. Mosepagten formaliserede grundlaget for deres forhold og omfattede betingelser for deres besættelse af det land, der var lovet Abraham. Derudover inkorporerede den løfter om genoprettelse og tilbagevenden til deres hjemland, hvis de blev fordrevet på grund af manglende opretholdelse af deres pagtsforpligtelser.
Gennemførelsen af Guds løfter er betinget af den pagt, hvori disse løfter er givet.
Næste gang vil vi udforske implikationerne af både den gamle og den nye pagt yderligere, da de vedrører de tumultariske fjendtligheder i Israel og Palæstina. Det skyldes, at den indviklede dynamik i Mellemøsten-konflikten er dybt sammenflettet med profetiske og pagtsmæssige temaer, der er rodfæstet i Skriften. Løftet om land og genoprettelse er direkte forbundet med Israels åndelige tilbagevenden til Gud og accept af Jesus som Messias. Mens det nuværende geopolitiske landskab er fyldt med spændinger og kompleksitet, tilbyder den bibelske fortælling et håbefuldt perspektiv. Genoprettelse og fred findes i sidste ende i opfyldelsen af Guds løfter, centreret om et forhold til ham gennem Jesus Kristus. Når vi engagerer os i disse dybe spørgsmål, lad os forblive vejledt af Skriften og søge at forstå de dybere åndelige sandheder, der informerer vores perspektiv og handlinger. I sidste ende vil sand og varig fred for regionen og verden komme gennem virkeliggørelsen af Guds forløsende plan, som overgår alle menneskelige konflikter og splittelser.