Da jeg forberedte mig på at dele dette ord med jer i dag, mindede Herren mig om den lejlighed (2. Kongebog 13:14-19), hvor Elisa var syg af den sygdom, han døde af, og derfor havde han en sidste befaling at udføre: at lægge sine hænder på kongens hænder og skyde Herrens sejrs- og udfrielsespil over landet som et profetisk tegn på sejr over Israels fjender. På samme måde tror jeg, at Herren giver os sejrens pile, som vi skal skyde over denne nation i profetisk erklæring om, hvad Herren vil udrette. Når den profetiske pil slippes ud i atmosfæren, oplader den luften med Guds ord og frigiver en skabende kraft til at bringe det usete ind i det synlige rige og føde det, der tales. Og derfor ønsker jeg at frigive dette ord nu som en pil, der affyres over denne nation, i den tro, at den ikke vil vende tilbage tom, men fuldføre det formål, hvortil den er sendt.
Under en vagt for nylig blev jeg bevæget af Ånden til endnu en gang at søge Herren på nationens vegne. Og jeg så et billede af ham, der står midt imellem de syv lysestager med et tveægget sværd i munden; En som en Menneskesøn, der holder de syv stjerner i sin højre hånd. Og jeg råbte: “Hellig, hellig, hellig er Herren Gud, den Almægtige, den Ene, som var og som er, og som skal komme!” Og jeg forstod af ham, som instruerede de syv breve til de syv menigheder, at der måtte sendes yderligere forsendelser ud til menigheden blandt nationerne. Og jeg blev dybt bange og sagde: “Hvordan kan det være? For intet skal tilføjes eller tages bort fra det, der allerede er skrevet!” Og han sagde til mig: “Sandelig, hvad der er skrevet, er skrevet, men jeg har kaldt min brud til mit kammer, for at jeg kan tale med hende, og hun vil spise ordene af min mund og blive mæt. Så vil hun gå som min kongelige udsending med Herrens ord i sit hjerte og på sine læber.” Og jeg blev forbløffet over, hvad jeg hørte, og blev endnu en gang bange og sagde: “O Herre, jeg er fortabt, hvordan kan jeg tale for En, der er så hellig, når jeg er så uværdig? Og hvis jeg ikke taler, hvad vil der så blive af mig?” Og Herren svarede: “Lad frygt være en trøst for dig, når den ærer mig, men vær ikke bange, for min nåde er dig nok.” Og jeg besluttede at skrive det, jeg hørte og så, ned.
Hark! Hvilken lyd er det, der kommer over slagmarken? Som et krigsråb, men ikke klart, som en trompet med en mærkelig tone og dæmpet. Se! En slagmark som den i Ingenmandsland i den store krig og fra skyttegravene lyden af megen rustning, der blev forberedt. Og det krigeriske råb blev højere, efterhånden som mange soldater i skyttegravene tog deres rustning på, men Herrens røst var ikke i krigsråbet, og jeg forstod ikke betydningen af rustningen. Så hørte jeg Herren sige: »Hvad ser du?« Og jeg svarede: “Jeg ser soldater klæde sig på til kamp.” “Se på slagmarken, hvad ser du?” Så jeg kiggede og så ligene af mange dræbte klædt i fine rustninger, og på deres bryst var der imperiets symboler. Da sagde Herren: “Denne rustning er lavet af mennesker og ikke af min hånd. Når mit folk går ud for at kæmpe med deres egen rustning, sårer og sårer de hinanden, for menneskers rustning er hugget af menneskehånd, men ikke min Krigerbruds klæder!” Og jeg græd over den smerte og de sår, vi havde påført hinanden, og rustningen af en identitet, vi ikke skulle bære.
Så rakte ham, der står midt imellem de syv lysestagere, ud og rørte ved mig og sagde: “Skriv dette brev til min kirke ned. Jeg vil helbrede det faldne billede af, hvem I tror, I er for Mig, og Jeg vil gengive jeres hjerter med en ubrugelig vildskab for lidenskab og en kærlighed til alt, hvad der er rent. Min Brud vil blive frigjort fra denne verdens rytme og blive spændt i åg til Mig som Løven, der brøler ved hendes side.” Da hørte jeg en anden lyd end det krigsråb, jeg havde hørt før, denne kriger lød som tordenbrøl. “Hvis du stoler på mig, hvis du virkelig stoler på mig, vil jeg have dig til at tage din rustning af. For du kan ikke komme ind i mit brudekammer med din rustning på, men det er her, jeg vil salve dig til kampens dag. Gå ikke ud i din rustning,” siger Herren, “men gå ud i den styrke, du har, med en sårbarhed over for mig og hinanden, for min styrke fuldendes i din svaghed. Befæst ikke jeres stillinger og pynt jer ikke med rustning, for jeres bastioner vil være en snare for jer og jeres rustning en svaghed. Se, den dag kommer, og nu er det, hvor jeres tillid til mig vil være beslutsom, og med lyden af trompetstødet skal I påkalde min skinsyge mod jer, og jeg vil svare som en mægtig kriger for at kæmpe på jeres vegne og udpege engle til jeres stillinger. Jeg vil glæde mig over din sårbarhed,” siger Herren, “for du er uimodståelig for mig. Hvor end du går hen, Min Brud, vil Jeg indhylle dig i Min herlighed, som vil blænde og forvirre dine modstandere. Jeg vil sætte en baldakin over dig og holde dig skjult; Jeg vil gemme dig væk, indtil den store dag for afsløring kommer. Når de søger dig, vil de ikke finde dig, men når de søger dig, vil de snuble over mig, der står vagt over dig dag og nat, og deres dristighed vil smelte som voks i min lidenskabs hede. Se, jeg vil forvirre deres strategi, så de vil angribe dig på én måde, men flygte fra dig på syv. Se, jeg er trofast i min kærlighed til dig, og jeg har ingen anden. Ingen anden, der har betaget mit hjerte; Jeg er betaget af bare et enkelt blik i dine øjne.”
“Hør, jeg vil fortælle dig en hemmelighed,” siger Hærskarers Herre, “Satan er besat af min brud, som en, der er faldet fra pragt, er han rasende over hendes fuldkommenhed og skønhed. Skønt han plages ved tanken om hende, kan han ikke se på hende uden besvær, og han kan ikke se alt, hvad hun er blevet, derfor vil han rejse en anden, se om det ikke er sådan, for der er en bedrager inden for dine grænser.” Og jeg hørte navnet på en gudinde, der opfører sig, som om hun ikke har nogen mand, og sidder højt, som om hun var en dronning. Hun pralede meget af sin opstigning, men bruden fandtes ikke iblandt hende. Dette kræver stor visdom og dømmekraft.
“Hør, jeg vil fortælle dig en hemmelighed,” siger Hærskarers Herre. “Min brud har intet andet navn end det, jeg skænker. For mig er du et frugtbart vintræ, og gennem dig vil jeg gøre min herlighed kendt over hele jorden, som vandene dækker havet.” Så så jeg et insignier på brudens bryst, ikke som imperiets emblemer på de faldnes rustning, men med Guds ord skrevet på sit hjerte, og i sin hånd bar hun det kongelige banner med emblemer af en løve og et lam på hver side af krigsflaget. Og jeg hørte ordet “korsfarere” i min ånd. Så så jeg en spade blive givet til korsfarerne på landet, dem, der bar Løvens og Lammets kongelige fane, og jeg spurgte Herren om dens betydning, og han sagde: “Jeg giver jer en ny opgave til at tage på et nyt korstog, ikke som dagene før, men en ny opgave. Du skal grave brønde i nationen.” Jeg svarede: “Ja Herre, det har jeg hørt før.” Så svarede han: “Ja, men du har ikke helt forstået dens betydning: For de gamle brønde skal først åbnes igen, før de nye brønde kan graves. Forstå, at de gamle brønde vil tilfredsstille tørsten i de gamle vinsække. Så skal du grave igen, og du skal åbne de nye brønde, der er reserveret til denne tid og dette sted, og det skal være en velsignelse for dig og også for dem, der er gået forud. Men I skal vide, at I ikke alene skal grave ned, men også over, for I skal bygge nye veje i mit rige og fredens broer over nationerne.”
“Hør, jeg vil fortælle dig en hemmelighed,” siger Hærskarers Herre. “Min Brud vil vaske fødderne på dem, der forråder hende, og gennem hendes sår skal myrraolien flyde som en behagelig duft for mig. Jeg vil salve jer gennem lidelse og styrke jer gennem smerte til at mægle om retfærdighed og retfærdighed og til at yde helbredelse blandt mange.«
“Hør, jeg vil fortælle dig en hemmelighed,” siger Hærskarers Herre. “Som efterårsblade samlet i bunker er der skatte på jorden. For der er mange åndelige aktiver tilbage på slagmarken. Jeg forkynder det for jer, ligesom Goliats sværd (1 Sam 17:49-51, 21:9), at de våben, der engang blev brugt af fjenden, skal blive det middel, hvormed han vil blive besejret endnu en gang. Det, der er skjult, skal åbenbares, det, der er tabt, skal findes, det, der er glemt, skal huskes, og det, der er kasseret, skal genbruges til Min ære. Jeg erklærer, at gamle salvelser skal genopdages, øksen skal stige op til overfladen igen og lægges til træets rod. Ændr derfor ikke de gamle grænser eller omdefiner det, som Jeg allerede har bestemt, for Mine gaver til denne nation er uigenkaldelige, og Mit formål her består. Jeg vil ikke bygge min kirke på et nyt fundament eller ændre min mening til dig. Søg i optegnelsen, gå tilbage i mine fodspor, for din fremtid findes i din fortid. Sig ikke til jer selv, at Herren gør noget nyt, se til, at jeg kan gå, hvor jeg vil, og jeg kan sige, hvad jeg vil, for jeg siger jer, at jeg er Herren, og jeg forandrer mig ikke. Hvem fortalte dig tiderne og årstiderne? Hvem instruerede dig i den vej, du skulle gå? Har de stået i mine forgårde eller forstået mine veje? Er det for svært for jer at komme frem for Mig? Er mine kommandoer uden for din rækkevidde? Sig ikke, hvem der vil stige op til Himlen for os (5 Mos 30:11), for jeg vil oprette mit råd iblandt jer på jorden. Se, selv nu er mit krigsrum åbent.”
“Hør, jeg vil fortælle dig en hemmelighed,” siger Hærskarers Herre. »De, der stiger op ad Herrens bjerg, skal se min herlighed gå forbi, men de, der stiger dybere ned, skal kende mit hjertes dybder og skal stige op med min herlighed over sig. Dér i skyggerne vil jeg blive kendt af jer, der i kløfterne, lad os omfavne hinanden. Kom væk med mig, min elskede, lad os danse gennem natten, indtil morgenen kommer, lad os gå gennem ørkenpasset sammen.”
