Herlige brud 9
Til Guds frugtbare kvinde, velsignet til at vokse og mangfoldige, til at vise Guds herlighed i retfærdighed og retfærdighed over hele jorden: Bliv i vor Herre Jesus Kristus, hvil i den Almægtiges skygge, tag den snævre sti af intimitet, der fører til evigt liv.
Vores rejse gennem skrifterne i søgen efter kvinden har jeg delt som et skuespil på en scene med forskellige handlinger, der hver især udvikler historien indtil sidste akt. Og i vores historie er der tre akter. Den første akt begyndte med Adam og Eva, til Abraham og Sara og derefter til Gud og Israel. Historien udfoldede sig på siderne i Det Gamle Testamente, som ikke rigtig er gammelt, fordi Guds Ord aldrig ældes, snarere bør vi se det som Det Første Testamente, på samme måde Det Nye Testamente som Det Andet Testamente. men i 1. akt sluttede vores historie med det mislykkede ægteskab mellem Gud og Israel, der efterlod os med spørgsmålet, da tæppet gik ned: Hvordan er det muligt for Gud og mennesket at blive gjort til “ét kød” som i et ægteskabsforhold? Så begynder akt 2, og Jesus åbnede forhænget, ligesom forhænget i templet blev revet op, kom Jesus op på scenen og besvarede spørgsmålet. Ægteskab mellem Gud og menneske er muligt gennem personen Jesus Kristus, fordi han både er fuldt ud Gud og fuldt ud menneske. Vi er næsten ved slutningen af 2. akt, og forhænget vil lukke igen, denne gang ikke med et forhæng i et tempel, men af skyer, der skjulte ham for syne, da han steg op fra Oliebjerget. Men før tæppet går ned igen, er der endnu en tråd i vores historie, som vi endnu ikke har udforsket. Kan du huske vinstokken? Vintræet sammen med Bruden er synonymt med én sandhed, én virkelighed i Gud.
Adam og Eva blev velsignet af Gud til at være frugtbare. Det er mandens sæd, men moderlivet er af kvinden, og gennem kvindens moderliv kommer derfor afkommet. Så blev løftet om frugtbarhed givet til dem begge sammen med Abraham og Sara. Det var ikke kun et løfte til Abraham, men også til Sara om at fra hendes nationer og konger ville blive født. Men fordi Sara var ufrugtbar, forsøgte de i deres egne anstrengelser at fremme Guds løfte. I kødet gennem Hagar, og ikke ved “Gud muliggjorde frugtbarhed”. Det er derfor, det måtte være Sarah, for at demonstrere denne pointe, at Guds løfte kommer gennem tro, og ikke af slavekvinden, men af den frie kvinde. Herren mindede dem om, at det var gennem Sara, at deres afkom ville blive regnet med. Det er med andre ord gennem Bruden, at løftet til brudgommen skal opfyldes. Mandens herlighed er i sandhed kvinden. Og således var Sara sammen med Abraham meget frugtbare, fra hende blev Isak født, fra Isak til Jakob, som blev Israel, og fra Jakob til Josef, et forbillede på Kristus, som Jakob profeterede var et frugtbart vintræ.
“Jeg havde plantet dig som en udsøgt vinstok af sund og pålidelig bestand. Hvordan har du da vendt dig mod mig til en fordærvet, vild vin?” Jer 2:21 og også i Esajas’ Bog læser vi:
“Herren den Almægtiges vingård er Israels hus, og Judas mænd er hans lysts have. Og han ventede på retfærdighed, men så blodsudgydelse; for retfærdighed, men hørte nødråb.” Es 5:7
Den frugt, som Gud leder efter, er retfærdighed og retfærdighed. Disse er kendetegn eller kendetegn ved Hans Rige. Israel skulle repræsentere Guds rige på jorden. Og dog blev vintræet vildt og fordærvet, så Herren brød dets mure ned, og det blev hærget af vilde dyr. Sl 80:12,13 Sådan lukkede tæppet for første akt, vi står tilbage med tragedien med det vilde vintræ, det rodløse og ødelagte vintræ, men vi er ikke uden håb. For da salmisten Asaf skrev Sl 80, blev han inspireret af Helligånden, der strømmede gennem ham, til at skrive disse ord:
“Vend tilbage til os, o Gud den Almægtige! Se ned fra himlen og se! Våg over denne vinstock, den rod, din højre hånd har plantet, den søn, du har oprejst til dig selv. Dit vintræ bliver fældet, det brændes med ild; ved din irettesættelse går dit folk til grunde. Lad din Hånd hvile på Manden ved din højre Hånd, den Menneskesøn, du har oprejst til dig selv. Så vil vi ikke vende os bort fra dig; Genopliv os, og vi vil påkalde dit navn. Genoprette os, o Herre den Almægtige; lad dit ansigt lyse på os, så vi kan blive frelst.” Sl 80:14-19
Sikke en stærk profeti. Der er en mand ved Guds højre hånd, eller som salmisten skriver, “den søn, du har oprejst til dig selv“. Hvem er denne mand ved Guds højre hånd? Der er ingen, der passer til den beskrivelse, undtagen én – manden Jesus Kristus. Salmisten åbenbarer, at der vil komme en, der vil genoprette Guds vingård, et messiansk løfte.
En måneskinsnat mange hundrede år senere samledes Jesus og hans disciple i et værelse ovenpå inden for bymurene, der var gjort klar til at fejre påsken Markus 14:12-17. Det var den samme nat, hvor han blev forrådt. Med kun få timer tilbage til hans korsfæstelse fandt bryllupsforlovelsen sted den aften i den mest intime oplevelse, med kærlige ord og løfte om gengældelse. Da måltidet var overstået, læste vi de sidste ord i Johannes 14: “Kom, lad os gå”. Spørgsmålet, vi kan stille, er: Hvor var Jesus på vej hen? For Jesus havde et sted at gå hen den nat. Han var på vej ud af byen, ned i Kedrondalen og op til Getsemane have. Dette var den sidste vandring, Jesus ville have med sine disciple før vandringen med sine fangevogtere. Da det var påske, ville der have været en fuldmåne den nat, der oplyste templet og bymurene bagved. Og så erklærer han: “Jeg er det sande vintræ“, Johannes 15:1.
Historikere beskriver, at over de massive tempeldøre var der en gylden vinstok og drueklaser, der hang ned fra stor højde. Og her erklærer Jesus, at han er opfyldelsen af salmistens profeti. Jesus kom med den ottende og sidste erklæring om sin guddommelighed, idet han sagde: “Jeg er det sande vintræ”, ikke symbolikken på tempeldørene bag ham, men her, stod nu i kødet og appellerede til sin brud om at blive i ham. For Hun skal være frugtbar gennem sin forbindelse til Vintræet. Grenene kan ikke bære frugt af sig selv, medmindre de er i vintræet, den varige frugt kommer, fordi grenen er i vintræet. Jesus kendte de problemer, der ventede hans disciple, hvordan de ville blive forfulgt, udstødt, slået og martyrer, og han gav dette opmuntrende ord for at forberede dem på det, der skulle komme. Bare rolig, sagde han, det handler ikke om at være forbundet med en bygning eller et religiøst etablissement, men om dit forhold i mig.
Dette budskab om intimitet er lige så presserende i dag som på noget andet tidspunkt, for det handler ikke om vores bygninger, dogmer, national religion eller stolthed. Jesus kalder i dag sin brud i dag til at forblive i ham, forlade alle andre, være forvisset om, at han alene er i stand til at opretholde os. Der er en strøm af liv og næring, der kommer gennem intimitet med ham, ikke stedfortrædende gennem nogen eller noget andet, men direkte gennem ham. Lad Kristi ord bo rigt i jer. Mediter og lever af Ordet. For selv vores prædikestole og templer vil i sidste ende ikke give den næring, som bruden har brug for. Som de første disciple må hun komme ud af det synlige og ind i det usynlige, fra det naturlige til det åndelige, fra mennesker og til sin brudgom, vel vidende, at ingen kan rive hende ud af hans hånd.
Jeg beder til, at I i dag må blive draget dybere ind i jeres forhold til Ham, for tiden er kort, og den store skøge rider på dyret i dette verdenssystem. Drik ikke hendes vin, fald ikke for hendes forførelse, selv om hun kan ofre meget, det vil kun føre til døden, for grene, der ikke er i vinstokken, skal skæres over og kastes i ilden. Omkostningerne er reelle, og prisen er stor, for jeg tror, at vi bevæger os mod slutningen, historiens klimaks. Tag fat i vinstokken og giv aldrig slip. Han har sørget for dig og jeg. Måtte vores lamper ikke løbe tør, og lad os synge brudens sang hele natten, mens vi kalder på ham om at komme. Maranatha
Mike @Call2Come
