Til Guds udvalgte over hele verden, den herlige brud, der nu er skjult i Kristus, men snart vil vise sig med ham, når han kommer igen i stor herlighed, og bringer frelse til dem, der har ventet og forberedt sig på hans genkomst. Må du blive styrket og fortsætte med at vokse i dit indre menneske, når du bliver i ham, idet du kender ufejlbarligheden af hans hensigt og plan for os, og at fra nu og indtil den dag kan intet adskille os fra ham.
Der er meget, som jeg er ivrig efter at dele fra Evangeliet ifølge Bruden, idet jeg ser på skriften og evangeliets budskab gennem brudeparadigmets linse. Ja, hvis vi ikke længere skal være i overensstemmelse med denne verdens mønster, men blive forvandlet, så må vores sind fornyes. De skal fornyes af Guds Ånd, men hvis vi tror, at en primær rolle for Helligånden er at gøre bruden i stand til at gøre sig klar, så vil det sind, der skal fornyes, udvikle en korporativ tankegang, fordi bruden er korporativ, og derfor har vi brug for en brudebevidsthed.
Hebræerbrevets forfatter skriver: “Lad os derfor forlade Kristi elementære lære og gå videre til modenhed, idet vi ikke igen lægger en grundvold til omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud og til undervisning om dåb, håndspålæggelse, de dødes opstandelse og evig dom.” He 6:1,2 Forslaget her er at gå ud over de grundlæggende læresætninger, så vi kan modnes. Og det er det, jeg vil gøre. For at gå ud over den elementære lære, ikke opgive dem eller ændre dem på nogen måde, for grundstenene må vores tro opretholdes, vogtes og forstås for enhver pris. Fjern fundamentet, og du fjerner selve grundsætningerne i vores tro, lad os ikke være blandt dem, der forvrænger Guds ord. Men i stedet siger jeg, at man skal bygge videre på dem, som forfatteren siger, “at gå videre til modenhed”. Men før vi forlader det elementære, vil det tjene os godt at minde os selv om det fundament, vi bygger på. I denne del af Evangeliet ifølge bruden er jeg især fokuseret på dåben. Ligesom Kristus er det, må vi også være. Ligesom Jesus blev døbt, således skal også bruden døbes. Men før vi går dybere ind i dette område af brudedåben, så lad os blive opmuntret til at vende tilbage til selve kernen i vores frelsesoplevelse.
Iforlængelse af sidste gang skelnede jeg mellem det uregenererede og regenererede sind, eller mellem det gamle sind og det fornyede sind. Det ugenfødte sind vil ikke forstå de dybere og dybere mysterier på korset, den nye skabelse, og kun overveje, hvordan Jesus døde alene på korset, mens han bar deres synd, så de kunne blive tilgivet, undslippe dommen og modtage evigt liv. Et problem med dette, som vi så, er, at skyld ikke kan overføres, og det gamle menneske forbliver fordømt, fordi Jesus i virkeligheden ikke døde, for at det adamiske menneske kunne fortsætte med at leve, men for at det nye menneske kunne blive frembragt som en ny skabning. Da skyld derfor ikke kan overføres, er det gamle menneskes og det uhelbredelige sinds liv et liv af en stadig skyld, bevidst og endeløs stræben efter at finde retfærdiggørelse gennem gerninger. Men skyld er en nådesløs opgavemester og ubarmhjertig anklager, der ikke giver nogen hvile. Derfor må vi komme til det sted på vores åndelige rejse og erkende, at det er netop derfor, Jesus døde, så vi kan slå vores gamle mand ihjel, fordi han, der er død, er blevet befriet fra synden. Og ved denne dødsproces er der “derfor nu ingen fordømmelse for dem, der er i Kristus Jesus“. Rom 8:1
Vort gamle menneske, vort adamiske menneske, vil dø, hvad enten vi er i Kristus eller ej, spørgsmålet er ikke, om vi skal dø, men om vi skal leve, for i Adam døde alle, og alle skal dø på grund af synd, men alle i Kristus skal leve, fordi han lever. Så hvordan kan vi se døden i øjnene alene, adskilt fra Kristus og ikke dø? Heri ligger den majestætiske skønhed og uudgrundelige barmhjertighed i Guds nåde og evige visdom. At Gud før skabelsen (Åb 13:8 , 1 Pet 1:19, 20) havde sørget for de midler, hvormed vi kunne gå gennem sløret, fra dom til retfærdiggørelse og fra fordømmelse til nyt liv. Ligesom Noas ark, der frelste alle otte i hans familie og krævede, at de var i arken for deres frelse, er Kristi legeme på samme måde blevet Guds ark for vores frelse. Det er derfor nødvendigt, at vi går helt ind i Kristus, og det er ved dåben. At blive kastet ind i Kristus, nedsænket i hans herlige tilstand. Og hvis vi er blevet døbt til Kristus, så er vi blevet døbt til hans død. Vi var derfor i ham, da han blev korsfæstet.
Det genfødte sind, det fornyede sind, forstår, at det ikke kun var Kristus, der døde for dem, men at de døde med ham, fordi de var i ham. Hans korsfæstelse var vores korsfæstelse, hans død var vores død. Betyder det så, at jeg stadig blev straffet for min synd? Absolut ikke, hans straf var vores straf. Esajas skriver: “Men han blev gennemboret for vore overtrædelser; han blev knust for vore misgerninger; over ham var den revselse, der bragte os fred, og med hans sår er vi helbredt.« Es 53:5. Skrifterne peger tydeligt på, at straffen hvilede på ham, som bragte os fred. Lad os med sikkerhed forstå, at det var Kristus alene, der bar vores synder, som Peter skriver: “Han bar selv vore synder på sit legeme på træet, for at vi skulle dø fra synden og leve for retfærdigheden. Ved hans sår er du blevet helbredt.” 1 Pet 2:24, også i Hebræerbrevet lyder det: “Således vil Kristus, efter at være blevet ofret én gang for at bære manges synder, vise sig for anden gang, ikke for at beskæftige sig med synd, men for at frelse dem, der venter ivrigt på ham.” He 9:28. Lad os også gøre det klart, at da vi døde med Kristus, var det som svar på og afsigelse af dom som svar på den skrevne lov, lov og forordninger, som vi stod fordømt og dømt skyldige i. I den forstand blev loven gennemført, dommen blev afsagt, og straffen for synd blev betalt. Men det var Jesus, vores brudgoms konge, kommet for at forløse sin brud, som viste sin fuldstændige og umådelige kærlighed til os, at mens vi endnu var syndere, døde han for os. Rom 5:8 Og et sidste skriftsted fra Kolossenserbrevet. “idet I er blevet begravet med ham i dåben, hvor I også blev oprejst med ham ved troen på Guds mægtige gerning, som oprejste ham fra de døde. Og du, som var død i dine overtrædelser og dit køds uomskårne, gjorde Gud levende sammen med ham, idet han havde tilgivet os alle vore overtrædelser, ved at annullere den gældsrekord, der stod imod os med dens lovkrav. Dette satte han til side og naglede det til korset. Han afvæbnede herskerne og myndighederne og gjorde dem til åben skam ved at triumfere over dem i ham.” Kol 2:12-15
Det er, hvad det vil sige at blive født på ny. At vi gennem dåben, den åndelige handling at blive nedsænket, helt dækket af Kristus, går ind i hans død og begravelse, så det gamle syndige menneske bliver korsfæstet og opfylder lovens retfærdige krav. Men havde vi ikke været i Kristus, så ville vi helt sikkert ikke blive oprejst igen til nyt liv. Men fordi vi er i Kristus, er vi også oprejst med ham, idet vi efterlader syndens adamiske natur og legeme begravet, og vi stiger op til nyt liv, og vi er nu befriet fra synden og vandrer i et nyt liv som Guds genfødte børn, som en ny skabning.
Forhåbentlig er alt, hvad jeg har delt her, ikke nyt, men en påmindelse og opmuntring til os om vores frelsesoplevelse og alt, hvad vi er i Kristus. Forhåbentlig er vi blevet oplyst om det elementære grundlag for frelse og dåb, som det gælder for os individuelt. Heri ligger vores udfordring, at gå ud over en singulær tankegang og ikke se den Nye Skabelse som enestående, men som korporativ, fordi Bruden er korporativ, hun er den Nye Skabelse, det Ene Nye Menneske. Vi må fornyes fuldstændigt og hele vejen igennem for at slippe af med alle forestillinger om uafhængighed og separatisme. Individualisme ja, men kun som en del af brudens større korporative virkelighed. Frelsen er ikke fuldkommen uden Bruden, frelsen handler om Bruden og for Bruden. Frelse kan begynde med os som individer, men frelse er i sidste ende korporativ og brud. Så vi må blive frelst kollektivt og derfor døbt korporativt. Her er et eksempel på korporativ frelse i Apostlenes Gerninger. Som folkemængden reagerede på pinseprædikenen: “Hvad skal vi gøre for? Og Peter sagde til dem: “Omvend jer og bliv døbt hver og en” ApG 2:37, 38. Læg mærke til i’et i “hvad skal vi gøre?” Dette var kollektiv omvendelse, kollektiv frelse og kollektiv dåb.
Vi fortsætter næste gang, indtil da, Maranatha
