I min undervisning om Kirkens enhed sagde jeg, at Skriften definerer Kirken ud fra en geografisk eller regional tankegang og ikke fra en konfessionel eller uafhængig. Der er kun én kirke, og den kirke er hans legeme, og Kristus er dens hoved. Ideelt set bør en kirke identificeres ved sin beliggenhed snarere end ved sin troskabsmæssige eller doktrinære troskab.
Hvis kirken blev set fra et geografisk eller regionalt perspektiv, og hver celle i den regionale kirke arbejdede sammen som én, ville der være en deling på tværs af kirkerne af gaver og eksperter, som i høj grad ville gavne Kristi legeme, når det bevæger sig mod modenhed, og dets indvirkning på samfundet ville blive stærkt beriget.
Det ville også gøre det muligt at anerkende og udøve de femfoldige tjenester på tværs af kirkerne, og det regionale lederskab ville begynde at udvikle sig.
Da jeg tænkte over implikationerne af denne ændring af tankegang og praksis, begyndte jeg at fornemme, at vi måske var nødt til at genoverveje betydningen af det meget brugte ord ‘lederskab’. Jeg forekom mig, at dette ord ‘lederskab’ blev brugt i så mange forskellige sammenhænge, og at der var stor forskel på brugen af ordet lederskab, når man refererer til en lokal kirkeleder, eller når det bruges som i titlen på en konference om ‘Lederskabets kvaliteter’, og betydningen, når det bruges i forbindelse med regional kirke.
En konference om lederskab søger at undervise om de kvaliteter, der bedst beskriver en god leder (ental). Det er sjældent en konference, der beskæftiger sig med at undervise om udviklingen af regionalt lederskab i den apostolske forstand af virksomhedsledelse eller tilsyn.
Denne forskel blev gjort klar over for mig, da Herren bad mig om at sende et papir
Jeg havde skrevet om ‘Kirken, bøn og forbøn’ til en række præster og præster i mit område. Hans instruktioner var klare. Jeg skulle skrive det i form af et brev og sende det til……”Ledelsen af Min Kirke i din by/region/område”. Jeg fuldførte opgaven, men fandt ud af, at jeg ikke kunne identificere, hvem jeg skulle sende den til. Hvem var Kirkens ledere i mit område? Jeg var forvirret. Jeg kunne finde ‘Ledere’, men ikke ‘Lederskab’.
Jeg fornemmede, at der var en væsentlig forskel mellem ‘ledere’ og ‘lederskabet’ og bad ham om at definere den forskel for mig, fordi jeg vidste, at det på en eller anden måde var så vigtigt. Jeg kæmpede i bøn i et stykke tid.
definition
Så sagde han: “Ledere er enestående. Lederskab er korporativt”.
Derefter beskrev han de betingelser, der er nødvendige for, at en leder kan gå fra at være en leder, uanset hvor effektiv eller hengiven han/hun var, til at være en del af ledelsen i en region eller et område. Han sagde ganske enkelt, at …..”Ledere bevæger sig fra at være ‘ledere’ til ‘ledere’, når de accepterer deres virksomhedsansvar for det territorium, som jeg har givet dem”.
Wow! Det var så tydeligt og så dyb en åbenbaring. Det var sådan, han ser på Kirkens lederskab. Det var både territorialt og korporativt!
Der er en kirke i et givet område, et overhoved og en herre for kirken, en general i hæren, en mesterplanlægger. Vores job, som ledere, præster, præster, biskopper i et givet område, er at blive “Ét” med hinanden i ledelse, med en geografisk kirkelig identitet og derefter, sammen, at søge Hans ansigt, indtil Han deler Sine planer med os om at tage dette territorium for Jesus!
Herren ledte mig så til Sl 133: “Hvor brødre bor sammen i enhed, dér befaler Herren velsignelsen”….
Jeg spurgte Ham, hvad der var en del af ›denne velsignelse‹ i disse særlige endetidsdage, hvad angår lederskabet af et territorium, hvis lederne virkelig er ét i enhed og kærlighed. Hans svar var bemærkelsesværdigt…” En del af min ‘velsignelse’ for lederskabet i disse særlige sidste dage er åbenbaringen af Min strategi for at erobre territoriet.”
Konsekvenserne af at se ‘lederskab’ på denne måde er enorme. Her er nogle af dem.
1. Præster/præster ville bære deres ansvar med en større følelse af ærefrygt, ydmyghed, ansvarlighed og forvaltning.
2. De vil søge gensidig ansvarlighed og begynde at bevæge sig mod en stor åbenhed og sårbarhed over for hinanden.
3. Deres venskaber ville blive dybere
4. Deres ressourcer vil blive delt og øget
5. Deres programmer skulle planlægges sammen under én ledelse og støttes af den ‘ene kirke’ i den pågældende by, by eller region.
6. Salvelsen individuelt og kollektivt ville øges.
7. Som følge heraf ville der være en følelse af ‘åben himmel’, og velsignelsen i PS 133 ville begynde at flyde med mirakler og manifestationer af Hans Helligånd
Apostlenes Gerninger 2 v 42 – 47…..” De helligede sig apostlenes undervisning og fællesskab, brødsbrydelse og bøn. Alle var fyldt med ærefrygt over de mange undere og tegn som apostlene udførte. Alle de troende var sammen og havde alt til fælles. De solgte ejendomme og ejendele for at give til alle, der havde brug for det. Hver dag fortsatte de med at mødes i tempelgårdene. De brød brød brød i deres hjem og spiste sammen med glade og oprigtige hjerter, priste Gud og nød hele folkets gunst. Og Herren øgede dagligt dem til deres Tal, som vare frelste.
