8 Men der var i det samme Land Hyrder, der levede ude på Marken og vogtede deres Hjord om Natten; 9 Og se, en Herrens Engel stod foran dem, og HERRENs Herlighed skinnede omkring dem, og de blev meget bange. 10 Da sagde Engelen til dem: “Frygt ikke! for se, jeg bringer eder et godt Budskab om stor Glæde, som skal være for alle Folk. 11 Thi i Dag er der født eder en Frelser, som er Kristus, Herren. 12 “Og dette skal være tegnet for dig: Du skal finde et spædbarn, der ligger i en krybbe, svøbt i svøb.” 13 Og pludselig var der sammen med englen en himmelsk hærskare, der priste Gud og sagde: 14 “Ære være Gud i det højeste, og fred på jorden, velvilje mod mennesker!” – Lukas 2:8-14
En Betlehemsnat for to tusind år siden i en staldkrybbe blev Guds Søn født, indvarslet af englene, der fyldte luften med deres glædelige sang: “Ære være Gud i det højeste, og fred på jorden, velvilje mod mennesker!”. Den sande betydning af denne Guds uselviske kærlighedshandling er hinsides enhver menneskelig fatteevne, og alligevel lyder dens budskab stadig lige så klart i dag, som det gjorde den aften til dem, der var villige til at lytte: “Der er født os, en frelser, som er Kristus, Herren”.
Gode nyheder i sandhed, for bag alle menneskers rænkespil, det politiske tovtrækkeri, nationernes sammenstød, tyranni og rivalisering mellem mennesker er der stadig et lys, som aldrig kan slukkes. Dette Verdens Lys kom til os i menneskelig form, for at være en af os og identificere sig med os. Ordet blev kød, og de, der ville modtage ham, gav han retten til at blive Guds børn. Der er derfor i Kristus mulighed for forandring, for radikal reform, for frelse. For på trods af de forfærdelige beviser på vores vedholdende synd, gives tilgivelse stadig til den angrende sjæl. Vi har ikke en Frelser, der ikke kender vores sorg eller er for langt borte til at lægge mærke til hvert eneste sår, der er blevet påført, snarere har vi i Jesus det mest guddommelige udtryk for kærlighed, der nogensinde har nået hans skabning, for han er blevet en af os, ikke blot i udseende som et menneske, men som et menneske, Menneskesønnen som Guds lam, som fjerner verdens synd. Men der er mere, så meget mere! For denne Jesus skal være den samme i går, i dag og for evigt. Han vil ikke kaste sin menneskelige krop eller miste sin guddommelighed, men vil for evigt være fuldt ud menneske, da han er fuldt ud Gud og derfor permanent har beseglet sin skæbne med vores. Åh, hvilket håb der blev sikret, hvilken kærlighed der foldede sig ud, ikke underligt, at englene sang “Fred på jorden, velvilje mod mennesker!”. Dette er julens budskab, uanset hvilken dag eller årstid det er, er det rigtigt at glæde sig, det er rigtigt at takke, det er rigtigt at forkynde sit budskab højt og tydeligt.
Nogle taler om frelse og genoprettelsen af alle ting som en tilbagevenden til Eden, men jeg foreslår ikke. Selvfølgelig vil der være en ny himmel og en ny jord, men det er hinsides Eden, som vi vil blive genoprettet til. For i Eden var ægteskabet mellem Adam og Eva, aldrig fuldbyrdelsen af et ægteskab mellem Lammet og hans hustru. Adam blev skabt af støvet, ligesom vi er, men vi skal ikke forblive det, for da Jesus opstod igen, opstod han ikke i den adamiske skikkelse, hvori han var blevet inkarneret, men han opstod helt herlig. Legemet sås som et naturligt legeme, men det er et åndeligt legeme, og som sådan vil vores legeme blive helt foreneligt med at blive forenet med hans legeme, som Ordet erklærer, “de to skal blive ét kød”.
Må I denne jul fuldt ud kende det håb, der venter jer i Kristus Jesus. Må du modtage ham igen, ikke kun som din frelser, men som din brudgom, vel vidende at han har forpligtet sig for evigt i et kærlighedsforhold til dig og aldrig vil ændre sig. Han venter på dig nu, han inviterer dig nu, han kommer til dig nu. Modtag ham derfor, giv plads i dit hjerte igen, hinsides juletraditionernes travlhed, hinsides vores hjælpeløsheds fortvivlelse, er der født os en frelser, som er Kristus Herren.
35 Men nogen vil sige: “Hvordan oprejses de døde? Og med hvilken krop kommer de?” 36 Tåbe, hvad du sår, bliver ikke levende, medmindre det dør. 37 Og hvad du sår, det Legeme sår du ikke, men blot Korn, måske Hvede eller et andet Korn. 38 Men Gud giver det et legeme, som han vil, og hvert sæd sit eget legeme. 39 Alt Kød er ikke det samme Kød, men der er én Slags Menneskekød, en anden Kød af Dyr, en anden af Fisk og en anden af Fugle. 40 Der er også himmellegemer og jordlegemer; men den himmelske herlighed er én, og den jordiskes herlighed er en anden. 41 Der er én Solens Herlighed, en anden Månens Herlighed og en anden Stjernernes Herlighed; for [en] stjerne adskiller sig fra [anden] stjerne i herlighed. 42 Således er det også med de dødes Opstandelse. [Legemet] er sået i fordærvelse, det er oprejst i uforgængelighed. 43 Det sås i Skændsel, det oprejses i Herlighed. Den er sået i svaghed, den er rejst i magt. 44 Det sås et naturligt legeme, det opbygges som et åndeligt legeme. Der er en naturlig krop, og der er en åndelig krop. 45 Og således står der skrevet: “Det første menneske, Adam, blev et levende væsen.” Den sidste Adam [blev] en livgivende ånd. 46 Men det åndelige er ikke først, men det naturlige og derefter det åndelige. 47 Det første Menneske var af Jorden, af Støv; det andet menneske er Herren fra himmelen. 48 Som Støvet var det, således er også de, der er lavet af Støv; og som det himmelske menneske er, således er også de himmelske. 49 Og ligesom vi have båret Billedet af Støvet, skulle vi også bære det himmelskes Billede. – 1 Korintherbrev 15:35-49 NKJV
