“(12) For nu ser vi i et spejl, dunkelt, men så ansigt til ansigt. Nu ved jeg delvist, men så vil jeg vide det, ligesom jeg også er kendt. (13) Og bliv nu tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af disse er kærligheden.” – 1 Korintherbrev 13:12-13 NKJV
Vor himmelske Faders forhold til os overskrider vores intellekt og forståelse; det er rodfæstet i tro, håb og kærlighed, som hver især aktiveres i os gennem Helligånden. Tro forankrer vores tro på hans identitet, håb forsikrer os om hans løfter, og kærlighed antænder en lidenskabelig stræben efter dybere intimitet med ham. Vor himmelske Fader er uforanderlig og evig og forbliver uforandret i al evighed. Den samme pagtsholdende Gud, som vandrede med Abraham, Isak og Jakob, opretholder sine løfter til os i dag. Krigerguden, som udfriede Israel ud af Egypten, er den samme, som udfrier os fra trældom til frihed.
Alle vor Faders værker er mere end blot opgaver; de er refleksioner af hans karakter på skabelsens lærred. Han stræber ikke efter at bevise sit værd; snarere udstråler han sin fuldkommenhed over en verden, der er skabt til hans ære (Åbenbaringen 4:11).
Han er ikke arbejdsorienteret, men relationelt bevidst, og vælger at åbenbare sig selv for den faldne menneskehed ud af sin grænseløse kærlighed. Denne intentionalitet er ikke drevet af nødvendighed, men af et relationelt ønske.
Han kalder os ind i et forhold præget af kærlighed og enhed, hvor frygt viger for visheden om hans standhaftige nærvær, og han inviterer os til at blomstre i hans kærlighed, vel vidende at vi i ham finder sand opfyldelse og formål.
Vor Fader ønsker vores hjerte, fordi han længes efter, at vi skal kende hans.
