Sidste gang gjorde jeg opmærksom på, at Jesu åbenbaring kommer til os i form af et vidnesbyrd, hans vidnesbyrd, vidnesbyrdet om Jesus. Selvom budbringere, ligesom hans engel, kan vidne på hans vegne, forbliver det stadig hans vidnesbyrd. I sidste ende er Jesu vidnesbyrd, uanset om det bæres af mennesker eller engle, i stand til at gøre det gennem Helligånden, som også kaldes ‘Profetiens Ånd’.
Ordet vidnesbyrd på oldgræsk er “martyri” (mar-too-ree’-ah) og beskrives som det ansvar, der er pålagt profeterne for at vidne om fremtidige begivenheder. Men ordet ‘vidneudsagn’ har også en juridisk konnotation, der betyder ‘en, der vidner for en dommer eller afgiver vidneudsagn i en domstol’. Når vi ser på Jesu vidnesbyrd fra et juridisk perspektiv, får vi et glimt af Himlens domstole og den protokol, der bliver vedtaget. Jesu vidnesbyrd bærer vidnesbyrd i de himmelske domstole om alt, hvad han er, alt, hvad han har udrettet, og alt, hvad han er berettiget til. For eksempel står der i Kol 2:13-15 ved at ophæve de juridiske attester og dekreter mod os: “Og selv om du var død i dine overtrædelser og i dit køds uomskårne, gjorde han dig dog levende sammen med sig, idet han havde tilgivet alle dine overtrædelser. Han har ødelagt det, der var imod os, et gældsbevis, der er udtrykt i dekreter, der er imod os. Han har taget det væk ved at sømme det til korset. Ved at afvæbne herskerne og myndighederne har han gjort dem til en offentlig skændsel og triumferet over dem på korset”. Jesu vidnesbyrd består i de himmelske domstole og vidner i vores forsvar mod herskerne og myndighederne, og afvæbner deres krav om udestående gæld, fordi Jesu vidnesbyrd erklærer, at løsesummen for os er blevet betalt fuldt ud, og lovens retfærdige krav er blevet opfyldt, fordi han er lammet, der blev slået ihjel. I Johannes’ Åbenbaring 5 ser vi denne retssal i session. Kapitlet begynder: “Og jeg så i højre hånd af ham, som sad på tronen, en skriftrulle skrevet indeni og på bagsiden, forseglet med syv segl. Da så jeg en stærk engel proklamere med høj røst: “Hvem er værdig til at åbne bogrullen og miste dens segl?” Vi læser, at der ikke var nogen værdig at finde nogen steder, undtagen løven af Judas stamme, og Johannes ser løven som et lam, der kommer og tager bogrullen ud af højre hånd på ham, der sidder på tronen. Jesus var i stand til at tage bogrullen på grund af den, han er, hans vidnesbyrd gør ham værdig. Åb 5:9-10 “Og de sang en ny sang og sagde: ‘Du er værdig til at tage bogrullen og åbne dens segl; Thi du blev slået ihjel og forløste os til Gud ved dit Blod af hver stamme og tungemål og hvert Folk og Folk og gjorde os til Konger og Præster for vor Gud; Og vi skal regere på jorden.'”
Jesu vidnesbyrd åbenbarer ikke kun det, der skal komme, men bruges også i juridisk forstand. Hans vidnesbyrd er af den højeste ære og kan ikke tilbagevises af nogen magt i helvede, hans vidnesbyrd giver den juridiske ret til at håndhæve og gennemføre Guds evige formål. Nu er vidnesbyrdet om Jesus en del af, hvem han er, og er indlejret i hans vidunderlige navn. Hans navn er højere end noget andet og støttes af Hans Vidnesbyrd, så når vi beder “i Jesu navn”, påkalder vi Hans Vidnesbyrd som i en domstol, der giver absolut autoritet og tilladelse til, at sagen kan fortsætte til vores fordel. Da John Newton, der skrev salmen Amazing Grace, overvejede Jesu navn, skrev han også disse ord:
“Hvor lyder Jesu navn sødt i en troendes øre! Det lindrer vores sorger, heler vores sår og driver vores frygt væk.
Det gør den sårede ånd hel og beroliger det urolige bryst; Det er manna for den sultne sjæl og for den trætte hvile.
O Jesus, hyrde, vogter, ven, min Profet, Præst og Konge, min Herre, mit Liv, min Vej, min Ende, accepter den lovprisning, jeg bringer.
Hvor svag mit hjertes anstrengelse er, hvor kold min varmeste tanke, men når jeg ser dig, som du er, vil jeg prise dig, som jeg burde.
Indtil da vil jeg din Kærlighed forkynde med hvert flygtigt Åndedrag, og din Navns Musik vederkvæge min Sjæl i Døden.
