1 Peter 1:1-2 NKJV 1 Peter, en Jesu Kristi apostel, Til pilgrimmene fra adspredelsen i Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bithynien, 2 udvalgte (eklektos) efter Gud Faders forudviden, i helliggørelse af Ånden, til lydighed og bestænkning af Jesu Kristi blod: Nåde være med jer og fred mangfoldig.
Da Peter skriver sit første brev, adresserer han det til “pilgrimmene fra spredningen”. Denne velkendte betegnelse blev tilskrevet de spredte jøder der var blevet fordrevet fra Israel til andre lande på grund af den romerske invasion. I vers 2 beskriver Peter dem som ‘udvalgte efter Guds forudviden’. Det ser ved første øjekast ud til, at Peter skriver specifikt til jøderne, men hvis vi fortsætter med at læse brevet, bliver det klart, hvem han henvender sig til. Denne identifikation af Peters læsere er vigtig, fordi den linker til vores bredere diskussion om, hvem der er de udvalgte? Som en af Jesu nærmeste disciple ville Peters vidnesbyrd om de udvalgte være i harmoni med Herrens, så hans forståelse af de udvalgte hjælper os til at identificere hvem der skulle indsamles umiddelbart efter den store trængsel som Jesus talte om i Matt 24:31.
I 1 Pet 1:18 skriver Peter “at vide, at I blev løskøbt fra de nyttesløse veje, som I havde arvet fra jeres forfædre, ikke med forgængelige ting som sølv eller guld” og senere 1 Pet 2:10 “som engang ikke var et folk, men nu er Guds folk, som ikke havde fået barmhjertighed, men nu har fået barmhjertighed.” Peter giver os et vindue, hvorigennem vi kan se nærmere på hans læsere. Han beskriver dem som ‘løskøbt fra deres forfædres nyttesløse veje’. Lyder det som jøderne eller ikke-jøderne? Eller hvad med dem ‘som engang ikke var et folk, men nu er Guds folk’, hvem henviser Peter til? Apostlen Paulus skriver på samme måde i Ef 2:11-13: “11 Kom derfor i hu, at I, der engang var hedninger i kødet, og som kaldes uomskårne ved det, der kaldes omskærelse i kødet ved hænder, 12 at I dengang var uden Kristus, idet I var fremmede fra Israels samfund og fremmede for de forjættede pagter, uden håb og uden Gud i verden. 13 Men nu er I, som engang var langt borte, i Kristus Jesus blevet bragt nær ved Kristi blod.” Når Peter skriver, gør han det til dem, der ikke var et folk, men var blevet løskøbt, for at være Guds folk, så ja. Jeg tror, at Peter inkluderer ikke-jødiske troende, når han skriver, men mere end det, hans perspektiv har ændret sig, for han skelner ikke længere mellem jøde og ikke-jøde, men ser dem som Herren gør, de udvalgte. Vidunderligt inspireret af Helligånden kalder han dem ‘adspredelsens pilgrimme‘ og ‘Guds udvalgte’, og ved at gøre det poder Peter den vilde olivengren ind i det indfødte oliventræ, som er Israel. Wow, det er vigtigt, for ligesom Paulus siger Peter, at der er et ‘Israels samfund’, han identificerer ikke-jødiske troende med deres Hewbrew-rødder, og Peters underliggende budskab er at opmuntre de ‘udvalgte’ rundt om i den kendte verden til at holde ud gennem store trængsler, forfølgelse og lidelse. For i deres udholdenhed følger de i Jesu fodspor, som led og døde for dem, så de kunne blive frelst. Peter foreslår en solidaritet i lidelse, der deles af jøde og ikke-jøde, fordi der kun er én udvalgt. Uanset hvilken vej den hedenske kirke tager, der adskiller dem fra Israel, er den ikke en vej, der er indstiftet af Gud. Der er ikke en separat plan fra Gud for en hedensk kirke, nej, hvis hun skal drage fordel af nogen form for guddommelig barmhjertighed, er det kun fordi hun er blevet podet ind i Israel. Alle pagter og løfter er indgået til Israel, ikke til den hedenske kirke. Her er, hvad Paulus skriver Rom 9:4 De er israelitter, og dem tilhører adoptionen, herligheden, pagterne, lovgavelsen, tilbedelsen og løfterne.
Så for at besvare vores spørgsmål: Hvem er de udvalgte? Jeg synes, Peter giver et godt svar, når han skriver i 1Pe 2:9 NKJV: “Men I er en udvalgt (eklektos, udvalgt) generation, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, Hans eget særlige folk, for at I kan forkynde hans lovprisning, som kaldte jer fra mørket til sit vidunderlige lys”
Jeg vil slutte af med at samle de pointer, jeg kom med sidste gang og lige nu. Jesus omtalte aldrig Israel som de udvalgte, han talte altid direkte om Israel, men han brugte udtrykket udvalgte, da han talte om de udvalgte til at være til bryllupsbanketten. Peter forstod, at Guds udvalgte omfattede både jøder og ikke-jøder, og han skabte en solidaritet i lidelse mellem de to. I sidste ende beskriver Peter de udvalgte som en udvalgt (udvalgt) generation, et kongeligt præsteskab og en hellig nation, Guds eget særlige folk. Jeg mener, at dette er god bibelsk eksegese at lade skriften tale for sig selv, og bruge skriften til at fortolke skriften, og ikke eisegesis at sætte noget ind i teksten, som ikke er der. Jeg håber, du vil være enig med mig. Vi har taget os tid til at pakke dette ud, fordi det er en vigtig markør på vores tidslinje. På dette tidspunkt, da vi har identificeret de udvalgte, eller jeg burde sige ‘Hans udvalgte’, er jeg glad for at forbinde Matt 24:29-31 og 1 Thess 4:13-18, da de begge refererer til den samme gruppe mennesker, “vi, som lever og forbliver indtil Herrens komme”
