Der var en dag, som Esajas længtes efter at se, da han skrev i Esajas 64:1,2 “O, at du ville rive himlen i stykker og stige ned, for at bjergene skulle skælve for dit nærvær, som når ild tænder krat, og ilden får vand til at koge – for at gøre dit navn kendt for dine modstandere, og for at folkeslagene skulle skælve for dit nærvær! Hans bøn bliver endelig besvaret ved klimakset af denne nuværende æra, hvor alle spekulationer om, hvem Jesus virkelig er, vil blive besvaret, for Jesus vil vende tilbage i fuldt udsyn, og ligesom Esajas bad, vil hans navn blive gjort kendt for hans modstandere, og nationerne vil skælve ved hans nærhed. Hvornår vil det ske? Dette har været genstand for stor debat, siden Jesus steg op fra Oliebjerget i Apostlenes Gerninger 1. Men selv uden for kirken synes verden at have en fascination af en slags apokalypse, et undergangsscenarie, som er på mode i så mange bøger og film. Astronomer peger os på tegnene på himlen med fænomener som planeternes linje, blodmåner, kometer og jævndøgnspræcession, mens arkæologer og historikere bringer os artefakter som Maya-kalenderen, som nogle hævder har betydning og implikationer i dag. Mange religiøse ledere har fremsat forudsigelser om datoer, der er kommet og gået gennem århundreder, faktum er, at på trods af overfloden af forudsigelser om verdens undergang, er vi her i alle disse ting. Men der vil komme en dag som ingen anden, da himlen skal rulles tilbage, og lynet vil splitte himlen. Og i modsætning til Jesu første komme, når han kommer igen som Menneskesønnen ridende på skyerne, vil hans herlighed ses over hele jorden, når han kommer tilbage som Menneskesønnen ridende på skyerne. Sikke en dag det bliver. Jesus beskriver i Matt 24:29, hvordan solen vil blive formørket, månen vil ikke give sit lys, stjernerne vil falde ned fra himlen, og himlens kræfter vil blive rystet. Dette er en parallel til Joels profeti og kaldes ‘Herrens dag’. Joel 2:31 [ESV2011] “Solen skal blive til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtindgydende dag kommer.” Denne passage i Joel finder vi opfyldt ved åbningen af det sjette segl. Her er, hvad der står i Åb. 6:12-14 [ESV2011]: “Da han åbnede det sjette segl, så jeg, og se, der var et stort jordskælv, og solen blev sort som sæk, fuldmånen blev som blod, 13 og himlens stjerner faldt til jorden, som figentræet kaster sin vinterfrugt, når det rystes af en storm. 14 Himlen forsvandt som en bogrulle, der rulles sammen, og hvert bjerg og hver ø blev fjernet fra sin plads.
Så hurtig opsummering: Når Jesus kommer som Menneskesønnen på skyerne for at samle sine udvalgte, er dette kendt som Herrens dag, hvor solen vil blive formørket og månen vil blive som blod. Men lyt til, hvad der nu sker, i forlængelse af vers 15
15 Da skjulte jordens konger og de store og hærførerne og de rige og de mægtige og alle, trælle og frie, sig i hulerne og blandt bjergenes klipper 16 og råbte til bjergene og klipperne: “Fald over os og skjul os for hans ansigt, som sidder på tronen, og fra Lammets vrede, 17 thi deres vredes store dag er kommet, og hvem kan holde ud?”
Jeg vil gerne fremhæve dette meget vigtige punkt. Lagde du mærke til, at der står, hvordan alle vil forsøge at gemme sig væk fra Ham, der sidder på tronen, og fra Lammets vrede? Hvorfor? Fordi deres vredes store dag er kommet. Lad den pointe synke ind et øjeblik. Vredens dag kommer på Herrens dag, som er den samme tid, hvor de udvalgte er samlet. Det betyder, at de, der er blevet bortrykket, er undsluppet Guds vrede. Det kan da ikke være så enkelt, vel? Hvad med alle trompeterne og skålene? Noget hænger ikke sammen, har vi overset noget her? Skal vi gå tilbage til det eskatologiske tegnebræt og starte forfra? Hvordan kan de udvalgte gå igennem den store trængsel og stadig undslippe Guds vrede, som så tydeligt er en del af Åbenbaringen? Nå, jeg vil besvare disse spørgsmål næste gang. Tak fordi du lyttede.
