Kom væk med mig (del 4)
Indtil videre har vores studier i denne Quite Bites-serie “Kom væk med mig” fået os til at forstå, at der er et mødested, som Herren inviterer os ind i for romantik. Det er den smukkeste og mest intime oplevelse, der er tilgængelig for os, selve implikationen af ordet “Kom” afslører længslen og invitationen fra hans hjerte til at engagere sig i os på et meget dybere niveau end noget, vi har været vant til eller kendt før. Alligevel har dette altid været Herrens hensigt over for os, at være ikke blot vores frelser, men også vores brudgom. Desuden har vi erkendt vort naturlige sinds manglende evne til at fatte nogen forestilling om Gud; derfor, hvis vi overhovedet skulle opleve nogen bevidsthed om hans guddommelige nærvær, er det kun, fordi det er blevet levendegjort for os ved Helligåndens indre virke, og dette ikke i det perifere sind af vores ugenfødte natur, men i hjertet, sindet indeni, der, som vi har set, er blevet forbundet med Kristi sind.
Sammenfattende er det, jeg siger, derfor, at for at møde Jesus og svare på hans kald om at “komme væk med mig“, må vi forstå, at dette er en appel til hjertet og ikke en til sindet, og hvis det er tilfældet, så må vi lære at stilne de ydre tanker, der let dominerer vores bevidsthed, så vi kan få adgang til hjertets indre tanker. Hvorfor? For det er her, vi vil finde vores elskede vente.
I denne Quick Bite vil jeg dykke lidt dybere ned i, hvordan dette amourøse møde med Jesus kan forstås mere detaljeret. Lad os vende tilbage til Song of Songs, denne gang læser vi fra kapitel fem.
2 Jeg sover, men mit Hjerte er vågent; [Det er] min elskedes stemme! Han banker på og siger: “Luk op for mig, min søster, min elskede, min due, min fuldkomne; Thi mit Hoved er dækket af Dug, mine Lokker af Nattens Dråber.” 3 Jeg har taget min kappe af; Hvordan kan jeg tage den på [igen]? Jeg har vasket mine fødder; Hvordan kan jeg besudle dem? 4 Min Ven, stak sin Hånd ved Låsen, og mit Hjerte længtes efter ham. 5 Jeg stod op for at åbne for min Ven, og mine Hænder dryppede af Myrra, mine Fingre med flydende Myrra, på Låsens Håndtag. 6 Jeg åbnede for min Ven, men min Vende vendte sig bort og var borte. Mit hjerte sprang op, da han talte. Jeg ledte efter ham, men jeg kunne ikke finde ham; Jeg ringede til ham, men han gav mig ikke noget svar. 7 Vægterne, der gik omkring i byen, fandt mig. De slog mig, de sårede mig; Murenes vogtere tog mit slør fra mig. – Højsangen 5:2-7 NKJV
I vers to fortæller den shulamitiske kvinde os, at selvom hun sover, er hendes hjerte stadig meget vågent. Jeg elsker det billede, det giver os. Det er en god illustration af, hvor vi er kommet i denne serie. Shulamitten sover, med andre ord, hun hviler, hun er stille, tankerne i hendes hoved er blevet tavse, hvilket gør det muligt for hendes hjerte at høre stemmen fra hendes elskede, der er kommet og banker på hendes dør og siger: “Åbn for mig, min søster, min elskede, min due, min fuldkomne; Thi mit Hoved er dækket af Dug, mine Lokker af Nattens Dråber.” Hvilken vidunderlig indsigt dette giver os om det åndelige livs indre virkemåde. Jeg ved ikke med dig, men jeg finder ofte mit hjerte vågent midt om natten, de dyrebare timer, jeg har lært at værdsætte som tid alene med Jesus, der fornemmer varmen fra hans kærtegn på min sjæl, uden udveksling af ord i stedet for sammenblanding af hjerter. Om natten er det næsten ubesværet at lukke munden på disse perifere tanker, fordi jeg allerede er i en hvilestilling, og derfor fejes sløret til det indre kammer let til side med et enkelt ønske om at være sammen med Jesus. Selvfølgelig er dette møde i Hans Guddommelige Nærvær tilgængeligt når som helst, uanset om det er nat eller dag, men uanset tidspunktet forbliver princippet og protokollen den samme: Vi må stille vores hjerter og sind, før vi kan møde den dybde af intimitet, vi er inviteret ind i.
Her læser vi, at det er den elskede, der kommer til bruden med hovedet dækket af dug og sine lokker med nattens dråber. Det er en parallel til Jesu opfordring i Johannes’ Åbenbaring, kapitel tre.
20 Se, jeg står ved døren og banker på. Hvis nogen hører min røst og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og spise med ham, og han med mig. – Åb 3:20
Før jeg fortsætter, vil jeg gerne præcisere et vigtigt punkt her for at undgå enhver forvirring. Det er fordi vi til tider har billedsproget, det er Jesus, der kommer til os og banker på døren, som om det kom udefra for at komme ind, og alligevel tror vi, at Jesus ved frelse kommer ind i ethvert angrende hjerte. Så er Jesus inde i os eller ej? Er der tidspunkter, hvor han går bort, og vi er nødt til at lade ham komme ind igen? Det er gyldige spørgsmål, og jeg vil dele, hvad jeg er kommet til at tro. Før frelse er en sjæl tom og uden Jesu bolig gennem Helligånden, men velviljen i Faderens kærlighed bliver let overøst med enhver angrende sjæl og forvandler dem til en ny skabning, adopteret, tilgivet, genoprettet, helbredt og renset for at være en passende bolig for ham at leve i. Lyt til, hvad Jesus lærte sine disciple den sidste aften med dem.
23 Jesus svarede og sagde til ham: “Hvis nogen elsker mig, vil han holde mit ord; og min Fader vil elske ham, og Vi vil komme til ham og bo hos ham. – JHN 14:23 NKJV
Dette vers er bestemt ikke alene, for skriften lærer os denne vidunderlige sandhed mange gange
15 Thi så siger den Høje og Ophøjede, som bor i Evigheden, hvis Navn er hellig: Jeg bor i det høje og hellige, hos ham, som har en angerfuld og ydmyg Ånd for at oplive de ydmyges Ånd og oplive de angerfuldes Hjerte. – Jess 57:15 dansk
dag11 Men hvis hans Ånd, som oprejste Jesus fra de døde, bor i jer, vil han, som oprejste Kristus fra de døde, også give jeres dødelige legemer liv ved sin Ånd, som bor i jer. – Rom 8:11
4 I er af Gud, mine børn, og I har overvundet dem, fordi han, som er i jer, er større end han, som er i verden … 15 Den, som bekender, at Jesus er Guds Søn, han bliver Gud, og han i Gud. 16 Og vi har kendt og troet på den kærlighed, som Gud har til os. Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærlighed, bliver i Gud, og Gud i ham. – 1 Johannes 4:4, 15-16 NKJV
Disse vers er mere end nok til at understøtte denne storslåede sandhed, da Paulus erklærede det: “Kristus i dig, håbet om herlighed!” Kol 1:27. Så lad os være klare, Jesus lever i dig, som du lever i ham. Dette er ikke en teologisk læresætning uden en meningsfuld og personlig implikation, men en bemærkelsesværdig påstand om, hvordan intimitet med Gud er tilgængelig gennem herligheden af “Enhed”. Da Kristus er kommet ind i menneskets hjerte og bor i det, er det at søge ham ikke en ydre bestræbelse, men et fællesskab indeni. Det væsentlige kendetegn ved denne forening og dette møde med Herren er forårsaget af både hans stræben efter os og vores stræben efter ham, og alt dette finder sted i hjertets indre kamre. Ser du, hjertet er ikke bare et enkelt rum, men har mange rum, det er ikke af simpel konstruktion, men en kompleks åndelig ramme, der er indviklet vævet af Guds hånd, og en, hvor han er indgående vidende og bevidst. Salmisten skriver:
13 Thi du dannede mit Indre (H3629), du knyttede mig sammen i min Moders Liv. 14 Jeg priser dig, thi jeg er frygtelig og underfuldt skabt. Vidunderlige er jeres gerninger; min sjæl kender det udmærket. 15 Min krop var ikke skjult for jer, da jeg blev skabt i det skjulte, indviklet vævet i jordens dyb. – Salme 139:13-15
Da kong David blev inspireret til at skrive disse dybe ord, tror jeg, at han så noget mere end summen af sine fysiske dele, men den indviklede natur af hans inderste væsen. Det hebraiske ord her er H3629 kilyâ (kil yah), og det findes også i
Mit inderste væsen (H3629) vil fryde sig, når dine læber taler det rigtige. Ordsprogene 23:16 (NIV)
Jeg vil prise HERREN, som rådgiver mig, selv om natten lærer mit hjerte mig. Salme 16:7
Vi ser med ærefrygt på den menneskelige krops kompleksitet, mens moderne videnskab og forskning fortsætter med at optrevle dens hemmeligheder. Men selvom vi bliver mere og mere opmærksomme på vidunderne i vores fysiske ramme, selv på det molekylære niveau af vores DNA, der låser op for genomets mysterier, er vi højst sørgeligt ubekendte med vores inderste væsen. Og alligevel tror jeg, at vores inderste væsen ikke er mindre et mirakel end vores fysiske krop, Guds mesterværk, ikke underligt, at David undrede sig, da han fik et glimt af sin Skabers værk og skrev: “Jeg priser dig, for jeg er frygteligt og vidunderligt skabt”.
Da Gud designede og skabte vores inderste del, tænkte han på et sted, hvor han selv ville bo, en have af romantik og intimitet med os.
Åh, vi kan knap nok forestille os de herlige kamre indeni, og gennem årene har nogle oplyste pilgrimme skrevet deres tanker og oplevelser om det indre liv. Jeg tænker på Teresa af Ávila, der i det 16. århundrede beskrev disse hjertekamre i sit klassiske værk “Det indre slot“. Når vi erkender, at hjertet ikke bare er et enkelt rum, men et rum med komplekst design og kamre, bliver det helt klart, hvordan dette indre livs “gemmeleg” natur er helt plausibel. Jesus kommer til døren til vores bevidsthed og inviterer os til at åbne os for ham.
2 Jeg sover, men mit Hjerte er vågent; [Det er] min elskedes stemme! Han banker på og siger: “Luk op for mig, min søster, min elskede, min due, min fuldkomne; Thi mit Hoved er dækket af Dug, mine Lokker af Nattens Dråber.” Højsangen 5:2
