“4 Min elskede lagde sin hånd ved låsen, og mit hjerte længtes efter ham. (5) Jeg rejste mig for at åbne for min elskede, og mine hænder dryppede [med] myrra, mine fingre med flydende myrra, på låsens håndtag.” – Sng 5:4-5 NKJV
Disse vers følger umiddelbart efter brudens spørgsmål: “(3) Jeg har taget min kappe af; Hvordan kan jeg tage den på [igen]? Jeg har vasket mine fødder; Hvordan kan jeg besudle dem?” – Sng 5:3 NKJV Som vi så sidste gang, havde bruden en anden forventning om, hvordan dette møde med hendes elskede ville udfolde sig. Da hun hørte hans stemme, gik hendes hjerte straks ud til ham (vers 6), og lige efter begyndte hendes sind at stille spørgsmålet: “Men hvordan?” Og der har du det i et par vers: den igangværende kamp mellem hjertet og sindet, som vi alt for godt kender. Herren inviterer os til at åbne døren for ham, vores hjerte drages mod hans røst, men hvor hurtigt sætter vi spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå vi kan komme og spørge ›hvordan?‹ Er dette ikke sygdommen i vores skrøbelige tilstand, et vindue ind i vores sjæl? Vores sind modstår det levendegjorte hjerte.
Svaret i disse vers er typisk paradoksalt for vores brudgoms måde, vi får ikke noget verbalt svar på brudens spørgsmål ‘hvordan’, snarere en handling af dyb mening og betydning, og besvarer dermed hendes bekymringer, men på en måde, hun ikke havde forventet. For vi læser: “Min elskede lagde sin hånd ved dørlåsen, og mit hjerte længtes efter ham”. Andre oversættelser har
“(4) Min elskede stak sin hånd gennem låseåbningen; mit hjerte begyndte at banke for ham.” – Sng 5:4 NIV
“(4) Min elsker stak sin hånd gennem hullet, og mine følelser blev rørt for ham.” – Sng 5:4 NET
Der var en åbning i døren, som gav adgang for brudgommen til at stikke sin hånd gennem hullet til låsen, og det var det, han gjorde. Han var udenfor, men da han stak hånden indenfor, siger Bibelen, at hendes hjerte hamrede for ham, hendes følelser blev rørt og endda ophidsede. Hvilken fascinerende beretning vi får her. Se, hvad der skete dernæst (5) Jeg rejste mig for at åbne for min elskede, Og mine hænder dryppede [med] myrra, Mine fingre med flydende myrra, På låsens håndtag.” – Sng 5:4-5 NKJV Den myrra var der ikke før, men det var den bestemt nu. Det var over hendes hænder og dryppede fra hendes fingre, låsens håndtag var dækket af det! Det var fordi Brudgommen hældte flydende myrra ud på håndtagene, da han stak hånden gennem åbningen, men hvorfor skulle han gøre det? Jeg tror, det var hans svar på brudens bekymring, ‘hvordan kan jeg gå ud med dig i natten?’ (se QuickBite 64). Lad mig forklare, hvad jeg tror, der sker her, og det handler om salvelsen!
Salvelse i Det Gamle Testamente var processen med at smøre, gnide eller hælde en specielt tilberedt olie på nogens hoved eller en genstand for at symbolisere den person (eller genstand), der var blevet udvalgt af Gud til at blive helliggjort og sat til side med et helligt formål. Anden Mosebog 30:22-32 går meget i detaljer om salveolien og beskriver præcist, hvordan den skal laves og bruges til indvielse af præsterne, mødeteltet, vidnesbyrdets ark og alle de andre genstande i tabernaklet. En af hovedingredienserne til at blande denne helligste forbindelse var 500 shekel (ca. 12 lbs) myrra for hver hin olie (ca. 3,5 liter). Så da brudgommen stak hånden gennem hullet i døren og smurte flydende myrra ud over håndtagene, kunne man sige, at han salvede dem. Fra dette tidspunkt ville hun være nødt til at røre ved hans salvelse, for at bruden kunne se sin elskede, fordi hun ikke kunne åbne døren uden at røre ved håndtagene, der var dækket af hans myrra. Nu sker der noget helt særligt, når du rører ved en salvet genstand, for uanset hvad (eller hvem der helst) der rører ved en salvet genstand, vil de også blive hellige (eller adskilt) for Herren. Her er, hvad Herren fortalte Moses om salvelsen:
“(29) Du skal indvie dem, så de kan være højhellige. Alt, hvad der rører ved dem, skal blive helligt.” – 2 Mosebog 30:29
Da kvinden lagde sine hænder på håndtagene til døren, rørte hun ved sin brudgoms salvelse og blev hellig (eller adskilt) for ham. Før hun kunne gå ud i natten for at lede efter sin elsker, måtte hun først salves som hans brud. Dette gælder også for os. Elskede, der er en salvelse i vores hjerter, der er placeret der af Jesus, som, når den bliver rørt, forbereder os til at gå ud for at møde ham som hans brud. Jeg ved, at dette er dybt, men selv mens jeg skriver, er jeg dybt bevæget over et sådant mysterium, der bliver åbnet for os. Da Jesus salvede den dør, hvorigennem han kan komme ind i vores hjerter, åbnede han også vejen for os til at træde ind i hans som hans brud!
Døren er central i denne passage i Højsangen 5:2-7. Den repræsenterer grænsefladen mellem de to elskende, portalen mellem brudgommen og bruden, hvorigennem den ene kan passere ind og ud i jagten på den anden. I den velkendte passage Johannes 10, hvor Jesus lærte, at han er den gode hyrde, beskrev han også sig selv som døren, og med rette forbinder vi dette med frelse, men der er mere i det, Jesus faktisk sagde;
“(9) Jeg er døren. Hvis nogen går ind ved mig, skal han blive frelst og gå ind og ud og finde græs.” – Joh 10:9
Ud over frelse præsenteres vi her for konceptet om at gå ind og ud gennem ham for at finde græsgange. Vi vil vende tilbage til Jesus som vores hyrde om et par Quick Bites tid, men indtil videre fremhæver jeg, at Jesus er døren, hvorigennem vi kan gå ind og ud af vores åndelige liv. Men denne dør er som ingen anden, fordi vi ikke kun går igennem, men også forbliver i, og derfor går vi også ind i ham, hvad vi går ind i ham. Endnu en gang ser vi denne dualitet i arbejde, ikke kun er Kristus i os, men vi er også i ham, ikke teoretisk eller endda teologisk, men på en meget virkelig, personlig og intim måde, en forening muliggjort af Guds Helligånd. For nu at gentage fra tidligere Quick Bites i denne serie, finder alt dette sted i vores hjerter. Vi taler her om det indre åndelige liv, hvor vores oplevelse og fundament skal begynde, før vi er klar til at møde verden udenfor. (Dette er ikke nyt: først intimitet, så mission, først forhold, så opgave, og de to er bundet, den ene bør altid føre ind i den anden.) Når vi åbner døren til vores hjerter og tillader Jesus at komme ind, modtager vi i os den, der selv er døren, og gennem denne dør i vores hjerter bliver vi inviteret til at træde ind. Jeg ser dette som et indefra og ud-paradigme. Der er en dør i os, der åbner sig ud til et uendeligt større rum. Hvor vil denne dør føre hen, skal vi gå ind? Jeg tror, at det vil føre os til mange steder. Første gang vi passerede igennem, var ved frelse.
Jesus sagde til ham: “Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig.” – Joh 14:6
Lagde du mærke til, hvordan vi kommer til Faderen? Jesus sagde, at det er “gennem mig“. Jesus var den dør, vi gik igennem for at komme til Faderen.
“(1) Derfor, da vi er blevet retfærdiggjort ved tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.” – Rom 5:1
Igen ved at komme “gennem” Jesus har vi fred med Gud. Og i Hebræerbrevet får vi at vide
“(19) Derfor, brødre, eftersom vi har tillid til at gå ind i de hellige steder ved Jesu blod, (20) ved den nye og levende vej, som han åbnede for os gennem forhænget, det vil sige gennem sit kød,” – Hebr 10:19-20
På alle de måder, hvorpå vi kan gå gennem Jesus som døren, hvad enten det er for frelse, forsørgelse, fred eller helbredelse, er der en, som kun Bruden kan gå ind i. Den er der et sted i dit hjerte, har du fundet den endnu? Har du søgt efter den dør, der fører til romantik, vil du vide det, når du finder den, for ligesom shulamitten vil dit hjerte blive optændt, når du mærker, at Jesu hånd er gået ind og salvet den med myrra.
