QB9 Ændrer brudeparadigmet mit forhold til faderen?

Der er sjældent noget smukkere end et forandret liv som historien om den fortabte søn, der fra åndelig elendighed og aleneværelse bliver ført tilbage til Faderens hus. I den kærlige omfavnelse af arme, der strakte sig ud for at hilse på ham, blev smerte, frygt og fiaskoer vasket væk i den overvældende kærlighed, som hans far havde til ham. Sådan gælder det også for os. Vi har også lært Faderens kærlighed at kende, og gennem vores forhold til ham finder vi stedet for helbredelse, tillid, identitet og alle velsignelserne ved, hvad det vil sige at være et Guds barn. Dette var Jesu hjerte for os, at vi ville kende Faderen og hans store kærlighed til os. Johannes udtrykker det smukt, da han i sit første brev skriver 1 Joh 3:1: “Se, hvilken kærlighed Faderen har skænket os, for at vi skal kaldes Guds børn, for det er det, vi er.” Det er helt klart, at fokus for Jesu første komme var at genoprette os i et kærligt forhold til Faderen. Det er derfor ikke underligt, at der er en naturlig bekymring, når man overvejer implikationerne af brudeparadigmet, og hvordan dette kan påvirke vores forhold til Faderen. Og det bør det også, fordi det afspejler vores kærlighed til ham. Men lad os være forvisset om, at han altid vil være vor Fader, og at fordi vi bliver vækket af en ny romance med Sønnen, på ingen måde er en erstatning for vores kærlighed til ham, er det faktisk nødvendigt for os at forblive i Faderens hus, fordi det er her, vi vokser ind i den modenhed, der er i stand til ægteskab, og dette er Faderens hjerte for os, at vi skal modnes og være rede som en Brud for hans Søn. Det er kun, fordi vi er Faderens første børn, at vi er i stand til at være en Brud for Sønnen. Og ligesom det ikke er muligt at komme til Faderen uden ved Sønnen, Joh 14:6, er det heller ikke muligt at komme til Sønnen uden ved Faderen. Da Jesus bad i Getsemane, sagde han Johannes 17:9: “Jeg beder for dem, som du har givet mig, for de er dine.” Det er Faderen, der giver os til Sønnen. Lad os så fortsætte med at vokse ind i en modenhed, der kommer gennem et rigtigt forhold til Faderen, men lad os også omfavne, at denne modenhed er en, der forbereder os til den dybeste kærlighed af alle. Hvilken herlighed der venter os, som vi knap nok kan forestille os, men alligevel bærer Ånden vidnesbyrd om, at det, vi er nu, kun er forsmagen på det, der skal komme. Jeg vil slutte med et af mine yndlingsskriftsteder i 1 Joh 3:2: “I elskede, nu er vi Guds børn; og det er endnu ikke blevet åbenbaret, hvad vi skal blive, men vi ved, at når han bliver åbenbaret, vil vi blive som ham, for vi skal se ham, som han er.«