Udforskning af en profets rolle i den moderne æra
I denne nye serie føler jeg mig tvunget til at tilbyde en velbegrundet og bibelsk forsvarlig undskyldning om profeternes rolle i den moderne æra. Som med andre udfordrende læresætninger, jeg har udforsket og undervist i gennem årene, så lad os nærme os dette emne med ydmyghed og tilsidesætte fordomme og forudfattede meninger, når vi søger en omfattende forståelse gennem Skriften. Profeters rolle i dag bliver ofte misforstået, undermineret eller endda afvist – en forglemmelse, der i høj grad gælder ikke kun for Kirken, men også for de nationer og regioner, som profeterne er kaldet til. Dette er et stort og veldokumenteret emne, med mange bøger allerede skrevet. Mit mål er derfor ikke at tilføje endnu et bind til samtalen, men at give en kortfattet, skriftrig udforskning af det profetiske embede, med fokus på Call2Come’s unikke position og forståelse. Som en tjeneste forankret i profetisk kald (mens vi arbejder på at inkludere apostolsk partnerskab), håber vi, at denne lære vil bringe større klarhed og forståelse til denne gådefulde, men vigtige rolle. Call2Come-mandatet hviler på tre grundlæggende profetiske principper: 1) “Ånden og bruden siger: ‘Kom’,” 2) Bruden er blevet voksen, og 3) Brudens genoprettelse af en nation. Disse principper understreger den integrerede forbindelse mellem den profetiske og brudens forberedelse til Herrens genkomst, hvilket vil danne rammen om meget af diskussionen i denne serie.
Forholdet mellem Herren og hans profeter i Skriften giver en dyb og levende indsigt i dynamikken i guddommelig kommunikation. Det Gamle Testamente afslører et rigt tæppe af møder, der viser partnerskabet mellem himlen og menneskelige kar, gennem hvem Herrens råd blev overleveret. Som vi skal se, tror jeg, at disse møder ikke kun var historiske, men grundlæggende for forståelsen af det profetiske embede i dag. De viser, hvordan Herren valgte at åbenbare sin vilje, frigive sin magt og lede sit folk gennem profeter, der tjente som hans talsmænd.
Et af de mest slående eksempler er Esajas’ møde i tronsalen (Esajas 6:1-8), hvor profeten befandt sig foran den Almægtiges majestæt. Seraferne råbte: “Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre; hele jorden er fuld af hans herlighed!” (v3), og Esajas’ svar var ærefrygt, ydmyghed og indvielse: “Her er jeg! Send mig” (v8). Dette øjeblik eksemplificerer den dybe og transformerende karakter af guddommelig bestilling, hvor en profets kald besegles ved et direkte møde med Guds hellighed.
Jeremias’ kaldelse illustrerer yderligere denne dybe intimitet, råd og opgave, der kendetegner Herrens forhold til sine profeter. Før Jeremias’ fødsel åbenbarede Herren sin suveræne hensigt: »Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig; før du blev født, helligede Jeg dig; Jeg har ordineret jer til profet for nationerne« (Jer 1:5). Denne udtalelse fremhæver den personlige og intime karakter af Guds kald, der er rodfæstet i forudviden og guddommelig hensigt. Jeremias reagerede i første omgang tøvende og erklærede sig for ung og ukvalificeret til at tale (Jeremias 1:6). Alligevel forsikrede Herren ham med det intime løfte om hans nærvær og styrke: “Vær ikke bange for deres ansigter, for jeg er med dig for at udfri dig” (Jeremias 1:8). Befalingen blev beseglet, da Herren rørte ved Jeremias’ mund og sagde: »Se, jeg har lagt mine ord i din mund« (Jer 1:9). Denne handling symboliserede overførslen af guddommelig vejledning og autoritet, der udrustede Jeremias til at forkynde Guds dom og genoprettelse over nationer og riger. Jeremias’ profetiske tjeneste ville være præget af dyb relationel intimitet og partnerskab med Gud, som delte sine hemmeligheder (sôd) med profeten, og en urokkelig kommission til at tale udfordrende sandheder på trods af stor modstand.
Derudover viser Ezekiels kaldelse også tydeligt det kraftfulde skæringspunkt mellem intimitet, råd og kommission i en profets liv. I Ezekiel 1 bliver profeten transporteret ind i en vision af Guds herlighed, beskrevet med ærefrygtindgydende billeder af brændende hjul og den guddommelige trones udstråling. Dette møde understreger den intime karakter af Ezekiels kald, da han bringes ind i Herrens hellige nærvær for at være vidne til hans majestæt. Overvældet faldt Ezekiel med ansigtet nedad i tilbedelse, en reaktion af ærbødighed, der afspejlede hans nærhed til guddommelig hellighed (Ezekiel 1:28). I Ezekiel 2 talte Herren direkte til ham, tiltalte ham som “menneskesøn” og gav ham til et oprørsk Israels hus: “Jeg sender dig til dem, og du skal sige til dem: ‘Så siger Gud Herren’” (Ezekiel 2:4). Herrens ord gav råd og myndighed og udrustede Ezekiel til den svære opgave, der lå forude. I Ezekiel 3 bliver hans opgave styrket, da Herren instruerer ham i at spise en skriftrulle fyldt med ord af klage, sorg og ve, der symboliserer internaliseringen af Guds råd (Ezekiel 3:1-3). Denne handling med at forbruge Ordet nærede ikke blot Ezekiel åndeligt, men forberedte ham også til at overbringe det trofast. Det intime møde, guddommelige råd og klare bestilling definerede Ezekiels profetiske tjeneste, hvilket gjorde ham i stand til at vidne om Guds retfærdighed og barmhjertighed i en ekstraordinær og udfordrende tid.
Amos 3:7 lyder: “Gud Herren gør intet uden at åbenbare sin hemmelighed for sine tjenere profeterne.” Ordet “hemmelig” i dette vers er det hebraiske udtryk sôd (Strongs H5475), som overbringer ideen om intim rådgivning, en nøje overvejelse beslægtet med en guddommelig forsamling eller konsultation. Dette ord understreger karakteren af Guds kommunikation med sine profeter – ikke som fjerne direktiver, men som fælles tillid født af intimitet. Det samme ord, sôd, bruges i Jeremias 23:22: “Men hvis de havde stået i mit råd (sôd) og havde ladet mit folk høre mine ord, så ville de have vendt dem fra deres onde vej og fra deres onde gerninger.” Her irettesætter Herren falske profeter, der ikke holder fast ved hans råd. Ægte profeter er dem, der går ind i Herrens nærværs hemmelige sted og modtager og nøjagtigt formidler hans ord. Dette forhold er ikke mekanisk, men dybt relationelt, hvilket kræver, at profeten retter sig efter Guds hjerte og vilje.
I alle disse passager blev der lagt vægt på at stå i Herrens råd, hvilket ikke kun involverede at høre hans ord, men også at blive forvandlet af det. Profeten var derfor ikke blot en passiv modtager, men en aktiv deltager i det guddommelige-menneskelige partnerskab. De blev betroet at frigive ord, der bar præcision som pile og gennemborede både synlige og usete riger. Og ligesom Herren lovede Jeremias, vågede han over sit ord for at udføre det. Jeremias 1:12
Spørgsmål opstår naturligt: Sker sådanne møder stadig i dag? Findes der profeter i moderne tid? Er forholdet mellem Herren og hans profeter i dag præget af den samme intimitet og åbenbaring som i Det Gamle Testamente? Er der noget, der har ændret sig fundamentalt? Er der stadig et himmelsk råd, som profeter er indkaldt til?
Når vi overvejer disse spørgsmål, kan vi spørge, om Herren har ændret den måde, hvorpå han opfordrer os til at samarbejde med hans hensigter. Det er tydeligt, at siden Kristi missionserklæring i Matthæus 16:13-20 er Kirken blevet givet regeringsmyndighed til at udøve rigets jurisdiktion på jorden. Men disse vers hverken bekræfter eller tilbageviser profeternes virksomhed inden for det himmelske råd. Så hvor kan vi lede efter svar? Er der andre skriftsteder der væver et tæppe af forståelse og giver klarhed over disse spørgsmål?
Det tror jeg, der er – og før vi afslutter den første del af denne serie, præsenterer jeg en her til overvejelse.
Malakias 3:6a NKJV erklærer: “For jeg er Herren, jeg forandrer mig ikke.” Denne dybe udtalelse understreger, hvad forskere omtaler som Guds uforanderlige natur – hans evige konsistens i karakter og essens. Mens nogle hævder, at denne uforanderlighed udelukkende strækker sig til Guds natur, hævder andre, at den omfatter hans veje. Selv om Guds handlinger ofte er nye, lydhøre over for specifikke sammenhænge og omstændigheder, varer hans veje uændret, for de udspringer af hans karakters konstanthed.
Hvis denne præmis holder stik – at Guds veje er konsistente, fordi de afspejler, hvem han er – så forbliver dynamikken i profetiske kaldelser og det guddommelige-menneskelige partnerskab, de repræsenterer, lige så relevante i dag, som de var i Skriften. I Det Gamle Testamente ser vi, at profeter blev kaldet til Herrens sôd, hans intime råd, hvor de synlige og usynlige riger mødtes, og hvor Guds hjerte og hensigter blev åbenbaret og frigjort. Profetens rolle var ikke blot at forudsige begivenheder, men at fungere som en bro mellem disse riger, og at udtrykke Guds hjerte og ord til menneskelige ører og hjerter. Dette argument placerer profetens moderne rolle inden for rammerne af Guds uforanderlige veje. Nødvendigheden af, at enkeltpersoner kaldes til hans råd, står i hans nærhed og modtager hans ord til forkyndelse for nationerne er fortsat bydende nødvendigt. Gennem dette varige partnerskab fungerer profeterne som kanaler for guddommelig åbenbaring, der bygger bro mellem himmel og jord og giver Kirken kraft til at opfylde sit riges mandat.
Senere i denne serie vil vi yderligere undersøge, hvordan både Det Gamle og Det Nye Testamente giver solid bekræftelse for profeter i dag, ikke kun i Herrens råd, men også i deres grundlæggende rolle i kirken med apostolsk partnerskab.
“Gud kundgjorde sine veje for Moses, sine gerninger for Israels børn.” – Salme 103:7
